Paneldeltagere vurderer projektforslag
start på hovedindhold

Med blik for helheden og mod på nyt

Det store arbejde med ansøgningen om at gøre Aalborg til Kulturhovedstad i 2032 er i fuld gang. Og som en del af det, har der været søgt efter – og nu udvalgt – et programpanel, der har været med til at kvalificere de mange spændende bud på et kommende programindhold. Målet er at bruge nogle af de konkrete bud som understøttende eksempler til de programkoncepter Aalborg vil præsentere i sin ansøgning.

Paneldeltagere vurderer projektforslag

Kulturprogrammet bliver til

Panelet tæller i alt 32 medlemmer, der tilsammen repræsenterer et udsnit af det nordjyske kulturliv: fra unge kulturskabere og engagerede borgere til erfarne udviklere og frivillige kræfter. Fælles er en nysgerrighed på, hvad et kulturprogram kan blive til og en åbenhed over for idéer, der endnu ikke er færdigformede. 

Et fælles udgangspunkt: Nysgerrighed og samarbejde

På tværs af panelet går en tydelig ambition igen; at være med til at skabe noget, der ikke bare gentager det, vi allerede kender, men bygger videre på det i fællesskab.  Og ikke mindst skal Aalborg og Nordjylland turde løfte ambitionerne og tænke stort.

Johannes Andersen, der er Lektor Emeritus, Demokrati og Almen Samfundsbeskrivelse, fra Aalborg Universitet, siger det ganske tydeligt: 

- Det største potentiale for Aalborg som Kulturhovedstad i 2032 er, at vi får lov til at tænke lidt større, end vi plejer.

Hans motivation for at være en del af programpanelet er klar: lysten til at være med dér, hvor nye kulturidéer bliver til – og hvor forskellige verdener kan mødes. Han insisterer på, at kultur både skal være tilgængelig og have kvalitet og, at borgerinddragelse kun fungerer, hvis den sker med respekt og lydhørhed.

- Vi kan og skal lade udgangspunktet være de borgernære fortællinger men samtidig mener jeg også, at vi har en forpligtelse til at lave en professionel iscenesættelse omkring de mange gode idéer.

I panelet sidder også Julie Tokkesdal Bak, der er styregruppemedlem i Ung Kult IVÆRK og en stærk stemme for unge i AA32’s programpanel. Hun ser AA32 som en mulighed for at styrke Aalborgs kulturelle identitet og skabe et kulturliv, hvor langt flere unge engagerer sig aktivt og finder deres plads. Samtidig er det også afgørende at unge ikke blot tænkes ind som publikum, men som aktive deltagere i udviklingen:

- Unge skal også tænkes ind i kulturprojekter i AA32 som stemmer, der skal høres og kan bidrage som aktive medskabere. Det vil også give unge bedre muligheder for at finde fællesskaber omkring kunst og kultur.

Hendes håb for Aalborg som Europæisk Kulturhovedstad er, at unge i Aalborg i 2032 vil sige, at de gennem AA32 har fået bedre mulighed for indflydelse på kulturlivet, og også er blevet mere opmærksomme på alle de kulturelle tiltag og begivenheder, der finder sted i Aalborg. 

Opland, netværk og nye forbindelser

Aalborgs ansøgning og deraf programpanelets blik rækker dog også længere ud end kun Aalborg by og Aalborg Kommune.

Karolina Heidarsdottir Kanstrup, der er socialrådgiver og formand for Skørping Kulturforening, har ansøgt om en plads i panelet fordi hun brænder for at skabe stærkere netværk på tværs af by og land. Hun peger på værdien i samarbejde og videndeling, særligt på tværs af mindre aktører:

- Hvis vi med AA32 kan få et større netværk og dermed også kan styrke hinanden, og så også lave nogle projekter på tværs. Altså jeg drømmer helt klart om at vi med AA32 kan skabe et mere sammenhængende kulturliv i hele regionen.

Og når kulturen bevæger sig på tværs, bliver den både stærkere og mere tilgængelig.

Et panel, der leder efter potentialet

Panelet har mødtes tre gange her i forsommeren og har givet værdifulde input både til de indsendte forslag og de har også fået mulighed for selv at drømme og tænke store tanker. Nu går det store skrivearbejde for alvor i gang, inden der skal ligge en endelig ansøgning klar den 5.oktober.

Vi skylder en stor tak til de 32 panelmedlemmer, der har stillet deres viden og ekspertise til rådighed ganske frivilligt. Deres arbejde har prioriteret og formet spændende kulturkoncepter og med de mange stemmer i spil sammen med mere end 115 forslag til programpunkter har paneldeltagernes forskellige baggrund været en stor styrke. 

For det er både i forskellighed og i samarbejde, at det store fundament bliver lagt. For kulturkoncepter, der både har dybde lokalt, sammenhæng regionalt og relevans internationalt i Europa. 

  • Paneldeltagerne vurderer projektforslagPaneldeltagerne vurderer projektforslag
  • Paneldeltagere vurderer projektforslagPaneldeltagere vurderer projektforslag