
Tak til alle, der deltog, bidrog og forstod…
Aalborg Kommunes Kulturafdeling var sammen med Kulturkanten den 26. februar 2026 vært for en stor kulturel inspirationsdag i Nordkraft for over 300 gæster. Emnet var Aalborgs kandidatur til værtskabet som Europæisk Kulturhovedstad.

Den sidste energi blev sendt afsted fra scenen af det lokale heavyband Danefæ. Deltagerne nede i salen fik blæst håret tilbage, og måske satte indtrykkene fra dagen sig endnu dybere med den afslutning.
Den 26. februar havde Kulturafdelingen i Aalborg Kommune, nemlig samlet over 300 gæster, som repræsenterede det aalborgensiske og nordjyske kultur- og erhvervsliv, kunstnere inden for forskellige kunstarter, kulturelle og andre foreninger, samråd, turistdestinationer, kulturskoler, politikere med mere til en konference om Aalborgs kandidatur til at være Europæisk Kulturhovedstad i 2032.
Anledningen var en slags kulmination på et efterår og en vinter på landevejen i det nordjyske, hvor man har været ude og fortælle, inspirere, agere hypeman og samle indtryk og input til AA32-projektet.
På dagen i Nordkraft blev der skudt med skarpt fra scenen, hvor Louise Bak Kongsholm fra PEJ-gruppen speedsnakkede og skød med skarpt om fremtidens buzzwords.
Senere var kommunikationsbureauet Det Nye Sort på scenen med nordjyske buzzwords fra nutiden og inspiration til, hvad Aalborg og Nordjylland egentlig kan give europæerne kulturelt – baseret på den omfangsrige indsamling.
En skarp paneldebat, styret af moderator Birgitte Sonne fra Nordjyske, hvor deltagerne Lasse Frimand Jensen, borgmester i Aalborg Kommune, Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand for Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune, Anne Svejgaard Lund, instruktør og grundlægger af Dune Productions, Lasse Andersson, direktør for Kunsten – Museum of Modern Art, og Allan Mørch, CEO og grundlægger af virksomheden AskCody, blev bedt om at kigge 10 år frem i krystalkuglen, gav input og blod på tanden til eftermiddagens workshops.
Deltagerne fordelte sig på 4 workshops, hvor valget stod mellem:
- Legacy – oplæg om det at være kulturhovedstad med erfaringer fra blandt andet Aarhus 2017.
- Omverdenen – Creative Europe og NordDanmarks EU-kontor fortalte og inspirerede til, hvordan man samarbejder, søger støtte og blæser Aalborg og Nordjylland ud i hele Europa.
- Byggesten – workshop om hvilke temaer vores kulturhovedstad kunne have, og hvordan kulturen kan gøre samfundet til et bedre sted.
- Idéerne – en rendyrket brainstorm på kulturelle idéer til programmet.
Vi, i Kulturafdelingen, er meget glade for det store fremmøde til hele konferencedagen og for det store engagement, der blev vist i løbet af dagen.


